Krav til redningsåbning og indeklima
Her kan du finde information om de krav, der stilles til redningsåbninger i boliger samt hvordan du kan sikre et sundt og behageligt indeklima i dit hjem eller din virksomhed.
Redningsåbninger
Byggereglementet stiller følgende krav til redningsåbninger:
- I enfamiliehuse skal der normalt være mindst én redningsåbning direkte til det fri i hvert beboelsesrum og fra køkkenet. Det kan være et vindue, en dør eller en lem.
- Et rum behøver dog ikke at have en redningsåbning, hvis der er 2 døre i rummet, som fører til andre rum med redningsåbning. De 2 andre rum må ikke være i åben forbindelse med hinanden.
- Redningsåbningens frie højde skal være mindst 60 cm. Den frie bredde skal være mindst 50 cm og højde plus bredde skal være mindst 150 cm.
- Hvis afstanden mellem redningsåbningens underkant og det udvendige terræn er mindre end 2 meter, kan redningsåbningen frie højde nøjes med at være min 50 cm.
- Redningsåbningens underkant må højest være placeret 1,2 meter over gulvet inde i huset, og åbningen skal være let at finde og at komme hen til. Er underkanten af redningsåbningen mere end 1,2 meter kan man etablere et trin så man overholder afstanden.
- Redningsåbningen skal være let at åbne, og den skal kunne holdes åben i en position, så der er fri passage både udefra og indefra. Redningsåbningen skal kunne åbnes uden brug af nøgler eller lign.
- Der må ikke være noget, der forhindrer brugen af redningsåbningen som fx solafskærmning el.lign.
- Redningsåbningen må ikke være blokeret af karnapper, udestuer el.lign., så brandvæsnet ikke kan komme til udefra.
Vidste du?
Byggereglementet stiller klare krav til redningsåbninger for hurtig og sikker evakuering. En optimal redningsåbning bør have en fri højde på mindst 60 cm og en fri bredde på mindst 50 cm.
For et sundt indeklima og at undgå kondens anbefales det at holde luftfugtigheden på maksimalt 45%.
Korrekt ventilation kan minimere risikoen for skimmelsvamp og andre fugtrelaterede problemer. Udvendig kondens på ruderne er ofte et tegn på høj isoleringsevne og energibesparelse.
Indeklima
ET GODT INDEKLIMA
For at sikre et godt indeklima er det vigtigt, at der er masser af dagslys, en sund luftfugtighed, gode ventilationsmuligheder og ikke mindst foranstaltninger, der minimerer risikoen for overophedning af de enkelte rum.
Ved at holde et godt og sundt indeklima, undgår man risikoen for kondensdannelser på den indvendige side af ruden, hvilket i sidste ende kan resultere i sundhedsskadelig skimmelsvamp, råd mm.
DEN LIDT MERE TEKNISKE
Kondensdannelse opstår når varm, fugtig luft afkøles og får den relative fugtighed til at stige indtil en relativ fugtighed på 100 % (mætningsdamptrykket) nås. Hvis luften afkøles yderligere, vil der dannes kondens, som typisk vil sætte sig på kolde overflader. I huse vil den koldeste overflade i rummene typisk være ruden, og det er derfor her, man oftest oplever gener med indvendig kondensdannelse. For at omgå problemet med kondens er det derfor vigtigt, at boligens relative luftfugtighed holdes på et fornuftigt niveau – max. 45 % ved en stuetemperatur på 20 °C.
DET ER GANSKE NEMT AT UNDGÅ…
Det handler altså om at begrænse fugtigheden i luften indendørs. Ved at følge nedenstående enkle huskeregler kan man skabe et sundere og mere behageligt indeklima, undgå kondensdannelser, og sidst men ikke mindst undgå risikoen for dannelse af skimmelsvampe, der typisk opstår, hvor fugten får lov at blive ’hængende’.
LAD LUFTEN CIRKULERE FRA RUM TIL RUM
Lad luften få frit lejde i alle rum ved at holde dørene åbne. Det er bedre, at fugtigheden får mulighed for at udjævne sig til alle rum end, at den ophober sig i enkelte. Stillestående luft kondenserer nemmere, og der er derfor større risiko for kondensdannelse i små lukkede rum.
AFTRÆK OG VENTILER
Et typisk problem, som mange overser, er tildækkede aftrækningskanaler og ventiler. Det kan være spindelvæv og støv, og det kan endda være hvepsebo og fugleredder. Sørg for jævnligt at holde aftræk og ventiler fri af snavs og skidt, så de fungerer bedst muligt.
HOLD SAMME TEMPERATUR OVERALT
Rigtig mange boligejere holder forskellige temperaturer i forskellige rum, ex. soveværelser med lav temperatur vs. stuer med en højere temperatur. I de kølige rum vil fugten sætte sig på ruderne, da luften ikke kan indeholde så meget fugt som i de varme rum. Hold så vidt muligt den samme temperatur overalt i boligen, 20-21 °C, men er det en nødvendighed for dit velvære at sove køligt, så luft ekstra grundigt ud i dit soveværelse. Selv en kortvarig sænkning af temperaturen til natten kan være årsag til kondensdannelse
LUFT UD FLERE GANGE DAGLIGT
Bare 5-10 minutter, 2-3 gange om dagen. På den tid når møbler og vægge ikke at afkøles, så det har ikke nævneværdig betydning for dit varmeforbrug. Skab gerne gennemtræk ved både at åbne en dør og et vindue – så er den varme fugtige luft hurtigt skiftet ud med kølig og tør luft. Vær især omhyggelig med udluftningen i soveværelser og badeværelser, hvor fugten ophober sig. Er der indbygget friskluftventiler i dine vinduer, så lad dem endelig stå åbne.
INDVENDIG KONDENS PÅ RUDERNE
Kondensdannelse opstår når varm, fugtig luft afkøles og sætter sig som vand på kolde overflader. I huse vil den koldeste overflade i rummene typisk være ruden, og det er derfor her, man oftest oplever gener med indvendig kondensdannelse. I takt med at huse bygges mere og mere tæt, og vinduer konstrueres mere og mere energivenligt, bliver det sværere for boligen, at komme af med den fugt, der ophober sig i luften indendørs. Det er en balanceakt, at finde det optimale punkt for energibesparelse og minimering af fugtproblemer.
MINIMAL RISIKO
Ruderne i vores vinduer er lavenergiruder med varm kant, og vinduerne er konstrueret med isolerende materialer mellem den udvendige og indvendige side – det betyder, at rudens indvendige side er varmere end på gamle, traditionelle vinduer, da vindueskonstruktionen i det hele taget er bedre isolerende (kulden udefra trænger langsommere igennem både ruden og karm/ramme). Dermed fortættes rummets fugtighed på ruden først ved meget lave temperaturer udenfor, og risikoen for indvendig kondens er på den måde minimeret.
AFHJÆLPNING AF KONDENS
Et voksent menneske afgiver i gennemsnit 2 liter væske i døgnet, og medtager man tørring af vasketøj indendørs, em fra madlavning, bad og mange planter, så bliver det i et almindeligt hjem til en del fugt. Denne fugt kan man komme af med ved hyppig udluftning. 5-10 minutters udluftning med gennemtræk 2-3 gange om dagen er optimalt. Man bør tilstræbe en luftfugtighed på max. 45% ved en stuetemperatur på 20 grader og i det hele taget sørge for at holde den samme rumtemperatur overalt i boligen. Ønsker man f.eks. at sove køligt, kan man med fordel lufte grundigt ud inden sengetid.
VEDVARENDE FUGT SKABER DÅRLIGT INDEKLIMA
Undlader man at lufte ud, risikerer man, at der ophobes så meget fugt på ruden, at kondensvandet begynder at løbe. Når kondensen først er fortættet skal vandet tørres væk med en klud. Hvis vandet ikke fjernes, er der risiko for dannelse af skimmelsvampe i de våde områder. Skimmelsvampe er sundhedsskadelige og kan give hoste og hovedpine, irriterede øjne og i værste fald udslæt og luftvejsallergi.
UDVENDIG KONDENS
Kondensdannelser på den udvendige side af ruden er et fænomen, der først er opstået inden for de senere år og forekommer typisk i efterårs- og forårsmånederne og oftest om natten og i formiddagstimerne. Det er ganske naturligt og skyldes, at ruder i dag har så god isoleringsevne, at temperaturen på den udvendige side af ruden er meget lav.
Der overføres altså ikke varme fra boligen og ud til omgivelserne. Det skader ikke vinduet, og man kan bedst betragte det som et luksusproblem og et tegn på, at vinduesinstallationen er optimal. Udvendig kondens på ruden påvirker alene udsynet og forsvinder ved almindelig solvarme og vind ganske tidligt på dagen.
En væsentlig kilde til varmetab fra vores boliger sker gennem lukkede vinduer. Man måler vinduets energibalance (Eref) som forskellen mellem, hvor meget gratis varme, der kommer ind udefra fra solen, og hvor meget der forsvinder ud igen gennem vindueskonstruktionen.
Eref = Varmetilførsel – Varmetab En positiv Eref betyder i store træk, at man får mere varme ind end der forsvinder ud. Omvendt betyder en negativ Eref, at der forsvinder mere varme end der kommer ind. Reglerne for, hvor høj energibalancen skal være i vinduer i både nybyggeri og renoveringsprojekter er beskrevet i bygningsreglementet, der opdateres hvert 5. år. I 2015 udkom BR15, hvor kravene til vinduers energibalance blev skærpet yderligere – og mange steder arbejder man allerede efter retningslinjerne for BR20, der kommer til at omhandle en energibalance på minimum 0.
HVAD ER ÅRSAGEN TIL AT DER DANNES DUG PÅ RUDENS INDVENDIGE SIDE?
En familie på 2 voksne + 2 børn afgiver 10 – 15 l fugt pr. døgn, dels fra udåndingsluften, dels fra madlavning, m.m. Når varm og fugtig luft kommer i kontakt med en kold flade, f.eks. en rude, afsættes fugten i luften som dug (kondens) på fladen. Jo varmere fladen er, jo mindre er risikoen for kondensdannelse. Når man vælger en lavenergirude med varmkant er det netop for at få så høj temperatur som muligt på den indvendige overflade. Rudens opbygning sikrer et minimalt tab af varme gennem ruden. Hvis man ofte har dug på indvendig side af ruderne er det et tegn på, at der skal luftes mere ud eller at ruderne er af ældre dato.
Redningsåbninger
For yderligere rådgivning, assistance eller spørgsmål om opfyldelse af krav til redningsåbninger og indeklima i dine boliger eller virksomheder, er vores eksperter hos Dana Vinduer klar til at hjælpe dig. Vores team står til rådighed for at besvare dine spørgsmål og give dig den nødvendige assistance til at sikre et trygt og behageligt indeklima i dine omgivelser.
Overfladebehandling og vedligeholdelse
Overfladebehandling
Ved DANA VINDUER tilbyder vi to typer overfladebehandling til vores vinduer og døre for at sikre langvarig beskyttelse og æstetisk appel.
Fyrretræsvinduer og -døre
Vores fyrretræsvinduer og -døre overfladebehandles med en 2 ØKO overfladebehandling. Denne proces inkluderer en vandbaseret grunder, der effektivt beskytter mod råd og svamp. Den endelige finish opnås med en vandbaseret topmaling, der sikrer et smukt udseende og holdbarhed.
Mahognivinduer og -døre
Mahognitræ er kendt for sin naturlige hårdhed og holdbarhed. For at bevare træets struktur og glød, får vores mahognivinduer og -døre en oliebehandling. Denne behandling beskytter træet, reducerer fugtoptagelsen og forhindrer svindrevner og udtørring.
Vedligeholdelse
Vedligeholdelse af dine vinduer og døre er afgørende for at bevare deres skønhed og ydeevne i årene fremover.
Fyrretræsvinduer og -døre
Vi anbefaler en gennemgang og vedligeholdelse af fyrretræ hvert tredje år som minimum. Dette bidrager til at bevare træets tilstand og forlænge levetiden på dine vinduer og døre.
Mahognivinduer og -døre:
Efter montering skal mahognivinduer og -døre olieres, og dette bør gentages mindst én gang årligt. Denne regelmæssige vedligeholdelse sikrer, at træet forbliver smukt og modstandsdygtigt mod vejr og miljøpåvirkninger.
Vi forstår og imødekommer dine professionelle byggebehov
Skræddersyede løsninger
Dana Vinduer A/S forstår, at B2B-kunder har unikke behov og udfordringer. Vores skræddersyede løsninger er udviklet til at imødekomme de specifikke krav inden for professionelle byggeprojekter. Vi går ikke på kompromis og leverer produkter af højeste kvalitet, der sikrer, at din vision bliver realiseret.